Forhistorien set fra Amager Erhvervsråds synspunkt

Man har i mere end 20 år talt om at anlægge en havnetunnel med det formål at lede størstedelen af den tunge lastvognstrafik samt en stor del af personvognstrafikken uden om Københavns indre by.

For at fremme dette formål blev Københavnertunnelgruppen stiftet som en privat almennyttig forening den 15. august 2005 – bl.a. med repræsentation fra Amager Erhvervsråd. Foreningen havde til formål at arbejde for at få truffet en politisk beslutning om, at der bygges en havnetunnel for biltrafik under vandet fra Avedøremotorvejen til Nordhavn og under jorden til Lyngbyvejen.

Københavnertunnelgruppen gjorde en stor indsats for at informere relevante politikere fra alle partier om projektet og om, at en god trafikal infrastruktur er en af de væsentligste forudsætninger for en velfungerende og overskudsgivende privat erhvervssektor, der kan sikre det økonomiske grundlag for vores velstandssamfund.

Problematisk linjeføring over Amager

​Københavnertunnelgruppen har siden ændret gruppens formålsparagraf og satser herefter udelukkende på et projekt med en linjeføring gennem den tæt bebyggede 

del af Nordamager og videre henover Amager Fælled gennem det fredede Natura 2000-område. Amager Erhvervsråd er stærk modstander af denne beslutning og kan derfor ikke længere være repræsenteret i gruppen.

Valget af linjeføringen henover Nordamager vil efter Amager Erhvervsråds mening medføre en usædvanlig lang anlægsperiode med uoverskueligt mange gener for både Amagers erhvervsliv og de lokale beboere. Det påtænkte indgreb i det fredede fælledområde er også dybt problematisk.

Amager Erhvervsråd forventer, at forundersøgelsen vil vise, at der er alt for mange problemer og ulemper ved linjeføringen henover Amager.

Amager Erhvervsråd opfordrer derfor regeringen til at følge Rambølls rapport til Trængselskommissionen. Her anbefaler Rambøll at se på ”det, af Københavnertunnelen ApS udarbejdede OPP-projektforslag til en linjeføring, som blandt andet indbefatter en sænketunnel anlagt under bunden af Københavns Havn fra Nordhavn til motorvejsnettet i syd.”​

Amager Erhvervsråd - Hveensvej 5, DK 2300 København S​

​Telefon: 32 50 44 01     

​Vi er blevet vurderet 5,0 ud af 5 stjerner baseret på mere end 2 anmeldelser på Facebook